LinkedIn YouTube Vimeo SlideShare
Menu

For 20 år siden læste jeg en kombination af litteratur og idéhistorie på Aarhus Universitet. Jeg har mange efterfølgende tænkt, hvad jeg dog i alverden lavede der, fordi afstanden imellem mit nuværende liv som selvstændig og læsningen af Kierkegaard, Sarte og Pontoppidan har syntes uendeligt lang.

Ikke desto mindre har Coronakrisen på forunderlig vis reaktualiseret og revitaliseret nogle af de tanker, som jeg kan huske, at jeg gjorde mig på de humanistiske gange i Aarhus tilbage lige før årtusindskiftet.

Det hele handler om frygt og angst. To uundgåelige dimensioner af det at være menneske – naturligvis i varierende grad. For tiden fylder frygten meget hos mange, og Coronatiden er særlig, fordi frygten er blevet kollektiv. Den fylder hos den unge, der ikke vil smitte den ældre; hos forældre der er bange for de små, og hos bedsteforældre der kan opleve frygt både på egne og andres vegne.

Som virksomhedsejer kan den fylde både privat og professionelt. Privat som beskrevet ovenfor. Professionelt i forhold til at måtte afskedige medarbejdere og i sidste ende lukke forretningen.

Det store spørgsmål er så, hvordan vi som mennesker bedst lever med denne frygt og angst, og hvor der selvfølgelig findes forskellige forretningsmæssige styreværktøjer til at håndtere usikkerhed med, så er det i høj grad også et psykologisk og, vil jeg vove at påstå, filosofisk spørgsmål.

Der er skrevet rigtig meget stor litteratur både om og med afsæt i angst og frygt. Da jeg i sin tid studerede, fyldte især de græske filosoffer meget i mit tankefelt, og ikke mindst stoicismen havde en stor plads i mit hjerte.

I stoicismen lærer vi som mennesker, at vi skal lære at adskille følelser og fornuft, udøve selvkontrol og udelade følelsesmæssig involvering, da valg skal træffes ud fra fornuften alene. Det kommer sig også deraf, at man som menneske bør møde modgang og kriser med fasthed og koldblodighed.

Denne stoiske ro har verden brug for mere end nogensinde før. I min egen lille virkelighed som stifter af en virksomhed med 22 medarbejdere, forsøger jeg i denne tid at bevare roen. I stoicismen har man erkendt, at menneskelige frygt ofte er funderet i følelser, der løber løbsk, og som vi ikke i tilstrækkelig grad har forholdt os pragmatisk til.

I mit eget tilfælde bunder frygten for at fejle med min virksomhed i en dybere og mere grundlæggende angst for den skam, som der kan være forbundet med at gå konkurs med et firma og måtte fyre alle ansatte. Det kan føre til udskamning, skyld og tab af ansigt.

Selvom jeg også er et handlekraftigt individ, som i mange situationer evner at handle med fasthed og koldblodighed, så rummer jeg også de emotionelle strømninger, der kan forcere mig til at træffe de forkerte beslutninger baseret på frygt frem for rationalitet.

Disse strømninger kan være særligt kraftfulde i en tid, hvor usikkerheden er stor. Hvor længe varer krisen? Løber vi tør for penge? Bliver jeg nødt til at fyre medarbejdere, jeg holder af? osv.

Stoicismen vil her indvende, at så længe disse følelser og denne frygt gøres bevidst og konkret, så kan den mødes med en anden form for ro. Sat på spidsen har nærmest alle scenarier og mulige udfald, som vi forbinder med angst eller frygt, en konstruktiv handlemulighed, der kan genskabe ro eller orden. Det handler altså om at fokusere på de ting, vi rent faktisk kan kontrollere, og lade de andre være. Som den græske filosof og stoiker Epictetus udtrykte det: ”Desto mere vi lægger vægt på ting udenfor vores kontrol, desto mindre kontrol har vi.”

I dette øjeblik, i dette nu, læser du dette debatindlæg. Du er i et nu, som du altid vil kunne håndtere. Fremtiden er udenfor din kontrol, men det behøver du ikke at lægge vægt på. I stedet kan du koncentrere dig om de problemer, du har erkendt, og som du kan gøre noget ved. De kræver din fasthed og koldblodighed, og deri ligger også muligheden for læring og en dybere menneskelig erkendelse.

En perle kan ikke pudses uden friktion, ligesom et menneske ikke kan udvikles uden modstand.

Share This