Gæsteartikel: De små spørgsmål først
Jeg kender mange mennesker. Derfor bliver jeg tit bedt om at introducere iværksættere, som jeg møder, for andre personer eller virksomheder. De vil som regel have, at jeg introducerer dem for en person eller virksomhed, som er meget kendt eller efterspurgt, og som kan hjælpe deres virksomhed. Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe.
På det seneste har jeg bemærket et tydeligt mønster. Når jeg introducerer to mennesker for hinanden, så plejer den, som ønskede introduktionen, altid at bede om noget stort. For mange mennesker starter det med, at de spørger om, de kan aftale en 30 minutters samtale. Der er nok mange læsere, som vil sige: ”Hvad? Det er da en lille tjeneste.” Nej, det er en stor tjeneste for travle mennesker. Husk, at tid ofte er den mest værdifulde vare.
En lille forespørgsel er bedre. Husk, at du bliver introduceret for én, som du ved får den slags forespørgsler hele tiden, men alligevel har tilbudt sin hjælp. Spørg kun om én ting og bed bare om at få svaret på mail. Hvis du har tre spørgsmål, så stil dem via e-mail i stedet for at tvinge personen til telefonisk kontakt.
Jeg ved, at du håber på at skabe en relation, og derfor vil du gerne snakke med din nye forbindelse med det samme over telefonen. Men start langsomt, foretag små forespørgsler og opbyg en relation over tid.
Her er en oversigt over, hvor stor en forespørgsel er for travle mennesker:
Lillebitte = Et e-mailsvar, 1 eller 2 simple spørgsmål i en kort e-mail
Lille = E-mailsvar, 3-5 spørgsmål i en længere e-mail
Mellem = 15 minutters opringning
Stor = 30 minutters opringning
Kæmpestor = personligt møde
Start småt. Opbyg med tiden til at kunne spørge om det kæmpestore. Jeg har set det virke meget effektivt, og jeg har set, hvordan store/kæmpestore forespørgsler hurtigt afslutter relationer.
David Cohen er stifter af Techstars – den førende internet-startup-accelerator i verden. Denne artikel stammer fra GURUBOGEN, som Jonathan Løw udgav i efteråret 2016.
Tags: netværk - networking - spørg om hjælp
Del dette: [addtoany]