Cirkulær økonomi
Ønsker man som virksomhed at prioritere miljøet og samtidig stimulere den økonomiske vækst og udvikling, så bør den cirkulære økonomi være en metode, som man ser nærmere på.
Den cirkulære økonomi står i modsætning til den lineære økonomi, hvor virksomheder producerer et produkt, sælger det til en forbruger, som smider det enten på lossepladsen eller forbrændingen. Med jordens efterhånden begrænsede ressourcer har flere og flere virksomheder fået øjnene op for, at der er behov for et andet adfærdsmønster, hvor produktet i sidste ende ikke ”dør” men genanvendes.
Circular economy på verdensplan
Circular economy er på hele verdens læber – både hos virksomheder og forbrugere. Der er en voksende forståelse iblandt virksomheder for, at smid ud-mentaliteten ikke længere er en leve- og bæredygtig forretningsmodel. Derfor stiger også antallet af virksomheder på verdensplan, der implementerer den cirkulære økonomi i deres forretningsmodel – her er f.eks. Levi Strauss. Levis Strauss har givet forbrugere mulighed for at aflevere aflagte sko og tøj til dem – uanset mærke. De indsamlede produkter genanvendes og bruges til isolering til bygninger, polstring og nye fibre til tøj.
Udover at skabe nye arbejdsgange og produkter i allerede etablerede virksomheder afføder den cirkulære økonomi også nye virksomheder. Et eksempel på en ny virksomhed, der tager afsæt i den cirkulære økonomi er Airbnb og Peerby.
Cirkulær økonomi i Danmark
Også i Danmark er den cirkulære økonomi i udvikling. I efteråret 2017 udgav Miljøstyrelsen i Danmark en publikation omkring den cirkulære økonomi, der bygger på en undersøgelse kendskabet til og implementeringen af den cirkulære økonomi i virksomheder. 29% af de 610 adspurgte virksomheder har hørt om den cirkulære økonomi og mere end halvdelen arbejder på at indføre cirkulær økonomi ved eksempelvis at reducere brugen af materialer, spild og/eller affaldsmængder i deres produktion og arbejdsgange.
Over halvdelen af de 610 virksomheder ser et forretningspotentiale i cirkulær økonomi for netop deres branche. Særligt de store virksomheder tror på, at deres virksomheder nærmer sig mere cirkulære ydelser inden for de næste to år.
Der er altså flere indikationer for, at den cirkulære økonomi er i stor udvikling og at vi i fremtiden vil opleve, at flere og flere etablerede virksomheder implementerer den cirkulære økonomi i deres forretningsmodel – ligesom vi også vil se flere og flere nye virksomheder, der udspringer af den cirkulære økonomi. Derudover er forbrugerne også blevet mere bevidste omkring produkternes indhold og fremstillingen heraf, hvorfor virksomheder, der udelukkende producere og udvikler produkter med udgangspunkt i den lineære økonomi, vil blive valgt fra. Derfor presses virksomheder også af forbrugere til at implementere cirkulær økonomi.
Denne ordforklaring bringes til dig af iværksætter og foredragsholder Jonathan Løw. Du finder forklaringer på flere end 100 ord indenfor innovation, disruption, ledelse og innovation.
