Deleøkonomi
Deleøkonomi er baseret på P2P-aktiviteter, hvor privatpersoner køber adgang til produkter eller tjenester af andre privatpersoner. Deleøkonomi giver derfor privatpersoner mulighed for både at spare og tjene penge på underudnyttede aktiver.
Antallet af virksomheder baseret på deleøkonomi stiger over hele verden. Virksomheder, der muliggør kontakten mellem køber og sælger indenfor alle mulige områder. Et af de verdenskendte virksomheder er Airbnb, men også i Danmark er der populære virksomheder, der bygger deres forretningskoncept på deleøkonomien. Et eksempel er Gomore.dk, der giver deres brugere mulighed for samkørsel.
Ifølge Danmarks Statistik deltager en ud af fem danskere i aktiviteter forbundet med deleøkonomi. For danskerne er det specielt populært at leje og bytte bolig, sommerhus og/eller værelse. Hernæst kommer samkørsel og det tredje mest populære er mere kortvarige tjenester som eksempelvis rengøring, havearbejde, børnepasning eller lektiehjælp.
Deleøkonomien er altså også et stigende begreb i Danmark. Derfor præsenterede regeringen i oktober 2017 også en ny strategi for deleøkonomien. Den nye strategi skal ”bidrage til at skabe mere tillid i deleøkonomien, sikre korrekt skattebetaling, understøtte at deleøkonomien bidrager til nye jobmuligheder og sikre, at Danmark også i fremtiden kan følge med udviklingen på området.” [Erhvervsstyrelsen, 2017]
Deleøkonomien er stadig relativt ung og uudviklet. De fleste virksomheder baseret på deleøkonomien er stadig i begyndelsen af S-kurven, og både de teknologiske muligheder og forbrugernes indbyrdes dynamik forbundet med deleøkonomi er stadig i stor udvikling og det er derfor ikke utænkeligt, at vi i fremtiden deler på en helt anden måde end vi gør i dag – og at deleøkonomien vil fylde mere og mere, både hos forbrugere og virksomheder. Ønsker man som virksomhed at være innovativ hvad angår deleøkonomien, bør man derfor forholde sig til disse ændringer for at kunne udnytte mulighederne og håndtere de potentielle konkurrencemæssige udfordringer og fordele, som deleøkonomien vil medføre.
Er du i tvivl om muligheder, regler og lovgivning, der eksisterer i Danmark omkring deleøkonomien? Så kan jeg anbefale dig at kigge nærmere på deleøkonomien.dk, der er startet af regeringen. Der vil du kunne læse nærmere omkring de regler, der gælder for virksomheder i Danmark.
Denne ordforklaring bringes til dig af iværksætter og foredragsholder Jonathan Løw. Du finder forklaringer på flere end 100 ord indenfor innovation, disruption, ledelse og innovation.
