Hvornår har man tænkt længe nok over en problemstilling? Det afhænger naturligvis af problemstillingens karakter, og så afhænger det også i høj grad af, hvem du er som person. I mit eget tilfælde driver jeg bl.a. en virksomhed med én af mine gode venner – Anders. Vi plejer at beskrive os selv som ‘par’ således, at jeg er ham, der bygger flyet, mens Anders sørger for faldskærmen. Det udtrykker også meget godt, at hvor jeg ofte handler hurtigt, så foretrækker Anders at tænke sig grundigt om. Som regel er det denne kombination, der tilsammen giver os styrken til at rykke i den rigtige retning.
Imidlertid kan det også være frustrerende, hvis man godt selv ved, at man har en tendens til at overanalysere tingene frem for at få gjort noget ved dem.
Jeg plejer at kalde den tilstand at være ’forandringsparat’, for når du er parat, så er du passiv. Dvs. at du forbereder og forbereder dig på, at noget skal forandre sig, men reelt har du lagt beslutningskraften fra dig.
Det fører til flere forskellige ting i en organisation, men du kan måske genkende nogle af dem:
- I laver lange strategier og powerpoints, men ingen tager rigtig ejerskab af dem i praksis
- I deler viden på intranettet, men ikke mange åbner rent faktisk disse dokumenter
- I taler meget om innovation, men det gennemsyrer ikke jeres kultur
- I ønsker forandringer, men mangler tid til at gennemføre dem.
Derfor ligger nøglen i stedet i at blive forandringsskabende, og der er faktisk rigtig mange goder ved at begynde at træffe nogle flere beslutninger. Således viser en række internationale studier, at det at overanalysere beslutningsprocesser ikke alene kan være uproduktivt, men også direkte skadeligt for dit helbred og kan føre til både angst, dårlig søvn og stress.
Vi bliver nemlig i høj grad stressede af ikke at handle.
Derfor giver det rigtig god mening at tage nogle værktøjer i brug, som gør dig bedre i stand til at droppe overtænkningen og i stedet komme i gang med at træffe nogle beslutninger. Jeg vil især anbefale nedenstående tre værktøjer, hvis du hører til iblandt dem, der godt kunne tænke sig at handle noget mere og bekymre sig noget mindre:
1. Sæt en deadline for dine tanker
Tanker som udgangspunkt har ingen deadlines. Du kan gå med den samme tanke, bekymring eller overvejelse i ugevis, månedsvis og årevis. Så længe den rumsterer rundt i dit hoved, så vil den poppe op igen og igen, med mindre du gør noget ved det. Sæt derfor en deadline på dine tanker og sig til dig selv: Jeg må overveje dette indtil mandag kl. 14. Indtil da er det okay, at jeg grubler over det, men på mandag kl. 14 SKAL jeg træffe en beslutning. Uanset hvad.
2. Sæt tid af til at tænke
Hvis du kan genkende mønstret med at overtænke tingene, så kan det være en lettelse at sætte nogle rammer op for, hvornår du må tænke over et givent problem. Du kan naturligvis ikke styre dine tanker, og forsøger du at holde bestemte tanker væk, så vil de blot komme endnu mere. Logikken bag denne metode er således ikke at undgå at tænke på noget, men i stedet at give dig selv lov til at tænke ekstra meget på dette i et givent tidsrum.
Du vil opleve, at din hjerne slapper af, for nu ved du, at du fredag eftermiddag fra 15-17 skal gennemtænke og gruble over den udfordring, du går rundt med. På den måde kan du gå ’all in’ på tænkeriet i dette tidsrum og give din hjerne lov til at slappe af på de øvrige tidspunkter af dagen.
3. Kend forskel på problemløsning og bekymringer
Der er stor forskel på at forsøge at løse et problem og så bekymre sig omkring det. Nøglen ligger i, at du lærer at genkende dine tankemønstre og opdager, hvorvidt tankerne handler om, hvordan du igennem konkrete handlinger kan løse det givne problem, eller de i stedet er uproduktive og har givet op.
Forenklet sagt findes der to former for problemer:
a) Der findes de problemer, du kan løse, men eftersom du kan løse dem, er de jo ikke problemer, men blot ting, der skal løses.
b) Der findes desuden problemer, du ikke kan løse, men eftersom de er uløselige, så kan du med god samvittighed lægge dem på hylden, og så er de ikke længere problemer.
Ergo findes der ikke problemer!
Enkelt i teorien? Ja. Enkelt i praksis? Nej! Men bestemt besværet værd. God fornøjelse med at tænke mindre og handle mere.
Foredrag med Jonathan Løw relateret til dette emne:
Forandringer – bliv forandringsskabende
Motivation – skab en vinderkultur