Skær ned på Facebook hvis du gerne vil tænke innovativt
Vi er på Facebook som aldrig før. Det gælder også erhvervslivet. Spørgsmålet er imidlertid, om vi i 2017 bør skære i vores forbrug? Risikerer Facebook at svække vores evne til at tænke innovativt og disruptivt?
Facebook er iblandt verdens førende til at arbejde med såkaldte machine-learning algoritmer. Dvs. at de populært sagt ganske nøjagtigt kan identificere dele af din personlighed ud fra, hvad du liker og deler på deres platform.
Det giver den umiddelbare fordel, at Facebook er i stand til at levere målrettet indhold (og markedsføring) til dig som bruger. Du får rent tematisk opslag, du finder spændende.
Ulempen er til gengæld, at dette på samme tid kan føre til en begrænsning af din innovative og disruptive tænkning.
Som mennesker elsker vi vaner. Vi foretrækker at læse ting, der bekræfter os i, hvad vi tænker og mener i forvejen. Internationale studier har påvist, at vi slapper bedst af, når vi læser nyheder, som passer med vores dogmer og overbevisninger. Den slags vi ofte tildeler et ”like”.
Fordi vi er så udprægede vanemennesker, så har Facebook ud fra et forretningsmæssigt synspunkt ramt plet, når de er blevet så gode til at designe indhold, der passer på vores ønsker og præferencer. Problemet er imidlertid, ud fra et innovationsperspektiv, at vi ikke bliver klogere af Facebooks algoritmer, men nærmere det modsatte.
Enhver radikal eller disruptiv innovation kræver et brud med vaner og ofte også normer. Den forudsætter ikke så meget enkeltstående kreative brainstorms, som den forudsætter et fundamentalt og kulturelt brud med den vanetænkning, vi i hverdagen er afhængige af. Oplever vi ikke løbende denne form for ’brud’, så vil alle vores idéer i sidste ende gå hen og blive variationer af noget, vi i forvejen er kommet på eller har tænkt tidligere.
Hvis du som menneske, leder eller forretningsudvikler rent faktisk ønsker at understøtte din evne til at tænke radikalt nyt, og det er der al mulig god grund til i denne tid, så viser studier, at alene udskiftningen af dine daglige nyhedskilder og kanaler kan have en gavnlig indflydelse.
Eftersom du næppe vil bruge år 2017 til at begynde at disrupte alt i dit liv, så kan simple forandringer såsom at erstatte dine vanlige nyhedskilder med websites, du aldrig normalt ville besøge, være en udmærket start. Du kunne stoppe med at lade Facebook være din indgangskanal og i stedet selv opsøge skæve og nye vinkler via sites som TreeHugger, FastCompany, Wired m.fl.
Jeg ved godt, at det kan virke angstprovokerende, men overvej hvad der ville ske, hvis du i blot den første måned af 2017 lagde Facebook og Børsen fuldstændig på hylden og i stedet brugte tiden på at læse om områder, der normalt slet ikke interesserer dig, eller medier som strider imod dine eksisterende holdninger og opfattelser af verden.
I starten vil din hjerne stritte imod, men støt den i processen, og tillad ikke Facebooks algoritmer at begrænse din fantastiske evne til, også i fremtiden, at kunne tænke radikalt nyt.
Tags: disruption - facebook - filter bubble - innovation - nyhedskilder - nytænkning - sociale medier - the filter bubble
Del dette: [addtoany]