Spændende samarbejde med topatleten Stina Troest
Jeg er rigtig glad for og stolt over at kunne meddele, at jeg i dag har indledt et meget spændende samarbejde med den danske hækkeløber og topatlet Stina Troest.
Stina er lige nu i Rio, hvor hun i morgen skal i action for første gang under OL. Det sker på hendes foretrukne distance – 400 meter hæk.
Jeg er helt med på, at samarbejdet umiddelbart lyder utraditionelt, men det er også meningen. Vores fælles tanke er at udforske snitfladerne imellem elitesport og iværksætteri for at blive klogere på, hvad de to verdener kan lære af hinanden.
Jeg synes, at Stina er enormt inspirerende, fordi hun har evnet at gøre sin passion til en levevej. Siden hun var 3 år gammel, har hun trænet for at blive den bedste. Hun blev uofficiel europamester som 16-årig, og nu repræsenterer hun Danmark i Rio. Det er utroligt stærkt gået.
Jeg vil personligt gerne udforske den antagelse, at elitesport og iværksætteri minder rigtig meget om hinanden. Jeg har selv dyrket elitesport, indtil jeg blev 16 år gammel, men så valgte jeg iværksætteriet. Jeg kan dog huske den dedikation, vi gik til sporten med, og jeg håber, at Stina kan inspirere mig og andre iværksættere ved at dele sine tanker og metoder som led i samarbejdet. Både med hendes egne og mine følgere på Facebook osv.
Det nærmere indhold af samarbejdet arbejder vi stadig på at definere, og i disse dage har Stina 100% fokus og opmærksomhed på legene i Rio. Sådan skal det også være! 🙂
Indtil videre har vi dog aftalt, at vi vil producere månedlige videoer, hvor vi deler vores tanker omkring bl.a. passion, drive, træning af evner m.v. Det skal ske igennem individuelle videoposts, samtalevideoer m.v.
Du vil kunne følge med her:
Projektet er en del af et større projekt, jeg har sat igang omkring læringen imellem elitesport og iværksætteri. Læs mere her…
Tags: at lytte højere - elitesport - iværksætter - iværksætteri - ol - stina troest
Del dette: [addtoany]