LinkedIn YouTube Vimeo SlideShare
Menu

Blockchain

Blockchain er et begreb, der for mange både er svært at forklare og forstå. Det interessante ved blockchain er, at det er blevet kaldt for den største innovation siden internettet. Det er netop det perspektiv, jeg har lyst til at kigge nærmere på. For hvad er det der gør, at blockchain har været så stor en revolution?

En blockchain eller en blokkæde er en kontinuerligt voksende liste af blokke, som er forbundet med kryptografi. Hver blok indeholder typisk en kryptografisk henvisning til den foregående blok, et tidsstempel samt et antal transaktioner. Med andre ord indeholder disse blokke altså informationer, der er afhængige af de andre blokke.

Blockchain-teknologien blev opfundet af den endnu anonyme Satoshi Nakamoto til at understøtte kryptovalutaen Bitcoin. Ved hjælp af blockchain-teknologien kan man sikkert skrive og gemme overførsler af bitcoins. Det, der gør overførslen sikker skyldes, at blockchains er skabt af alle de brugere, der benytter de informationer, der lagres i en blockchain – og det er mange. Oplysningerne er derfor delt ud mange steder, hvilket betyder, at man er oppe mod et helt netværk af maskiner, hvis man skulle hacke det.

Men anvendelsesmulighederne for blockchain er bredere og potentialet for at skabe sikkerhed og gennemsigtighed, har gjort det interessant for virksomheder også at se nærmere på denne form for informationslagring. Med blockchain vil man som borger eksempelvis kunne udlåne sine data til staten og hele tiden være i stand til selv at kunne kontrollere dem – fremfor at de er lagret i et datacenter hos staten, der er er sårbart overfor hackere. Med blockchain-teknologien vil man hele tiden have mulighed for at følge med i, hvad der sker med ens personlige data. Altså kan blockchain-teknologien bringe større sikkerhed og mere gennemsigtighed for brugerne, men også gøre virksomheders datacentre mere sikre.

Blockchain-teknologien tager dermed sikkerheden til et andet niveau, hvilket også kommer både brugere og virksomheder til gavn. Virksomheder har mulighed for at tilbyde sikrere løsninger og samtidig give brugerne mere sikkerhed og mere ejerskab over deres personlige informationer. Samtidig kan blockchain-teknologien tilbyde mere sikre pengetransaktioner, hvilket kan være med til at revolutionere den måde, hvorpå vi behandler både betalinger og overførsler af værdier i fremtiden.

Denne ordforklaring bringes til dig af iværksætter og foredragsholder Jonathan Løw. Du finder forklaringer på flere end 100 ord indenfor innovation, disruption, ledelse og innovation.

blockchain
Share This