LinkedIn YouTube Vimeo SlideShare
Menu

I Danmark er vi store tilhængere af fællesskaber. Vi etablerer klynger, netværk og iværksætterfællesskaber i ét væk. Jeg forstår godt tankegangen bag, men faktisk kan det at spejle sig i andre, der minder om os selv, være direkte skadeligt for vores innovationsevne. Det viser studier fra bl.a. Harvard Business Review.

Da jeg for en række år siden rejste verden tynd for at interviewe stifterne af globale tech-virksomheder som Netflix, Airbnb, Dropbox, LinkedIn m.fl. gik én ting igen: Samtlige founders var fuldstændig frigjort af bindinger til brancher. De skabte ’kategorier’, der ikke fandtes i forvejen.

Lige nu er det ’bastarder’ som Airbnb, der skaber fremtiden, og vi har brug for flere bastarder herhjemme. Bastarder går ikke op i, hvad Finanstilsynet siger, hvis de eksempelvis vil skabe nye måder, hvorpå danskerne kan foretage finansielle transaktioner. Disse bastarder eller kategori-skabere, om man vil, fokuserer på 100% på kundernes nuværende og fremtidige behov, og så skaber de noget, der imødekommer disse – uden at skele et sekund til den eksisterende branche og dennes snævre tænkning.

Dette er ikke let. Især når vi eksempelvis bekræfte hinanden i, at vi skal huske at tænke ud af boksen, for alene med det mantra er vi allerede gået galt i byen. Der skal ikke tænkes ud af nogle bokse, for som regel er det boksen i sig selv, der udgør problemet.

 

 

Da Brian Chesky, stifteren af Airbnb, fortalte mig om deres rejse, så betonede han flere gange, at Airbnb aldrig havde set sig som en del af hotelbranchen. I stedet var man besat af at transformere den måde, hvorpå mennesker finder relevante steder at bo, når de er på ferie.

Læringen for danske virksomheder og dansk økonomi er, at hvis vi vil skabe globale væksteventyr, så får vi dem ikke ved at sætte os sammen i iværksætterhuse, hvor vi alle sammen minder om hinanden, eller ved at bekræfte hinanden i virkeligheden i fødevareklynger. Vi gør det ved at kigge fuldstændig forbi vores egen industri eller branche og så se, hvad førende innovatører gør indenfor helt andre områder og kopiere det bedste derfra til vores egen virkelighed.

Kunstneren Picasso udtrykte det på den måde, at gode kunstnere kopierer, mens fantastiske kunstnere stjæler. På samme måde skal dansk erhvervsliv og ledere droppe at kopiere, hvad konkurrenter i deres klynger måtte gøre, og i stedet stjæle fra helt andre brancher.

Vi har fortsat brug for hinanden, men vi må ikke kigge på, hvad hinanden gør, hvis vi seriøst mener, at vi som land skal skabe det næste globale Airbnb. På den måde sikrer vi også, at vi går fra at være forandringsparate til at blive forandringsskabende.

 

 

Share This